Jeg har aldrig været typen der skrev dagbog. Eller jo, i perioder, indtil livet (og fyrene) kom i vejen. Så gik der måneder hvor jeg ikke skrev, og det blev hårdt at skulle indhente alt det som i mellemtiden var sket. For min dagbog var jo, naturlig vis, et levende og tænkende væsen. Så det førte til side op og side ned om “så sagde han, så gjorde jeg.” (Cue dramatisk musik og lange, dvælende blikke der blev tillagt en hel del betydning i min hormonfyldte teenagehjerne.) Så efter noget tid startede jeg på en frisk, og skrev igen intenst i nogle måneder indtil livet (og de der pokkers fyre, igen) kom i vejen.
Pointen er at jeg aldrig var typen der havde et stort behov for at putte mine tanker ned på (virtuelt) papir, i hvert fald ikke så længe af gangen. Skrivning har aldrig været terapi for mig, og måske er dette bare endnu en fiks idé der løber ud i sandet når det bliver for besværligt at gengive hvad han sagde og jeg gjorde. Men alligevel har jeg tænkt mig at prøve, for jeg er så selvfed at jeg tror at jeg kan skrive om noget der ikke er blevet læst tusind gange før.
Denne historie handler om min kæreste, den lange, og mig. (Jeg? Well, who the f cares?)
Vi mødte hinanden for snart 8 år siden. Vi var sindssygt forskellige, men én ting var vi enige om: Vi skulle ikke være kærester. Det var der mange gode, og knapt så gode årsager til, men en af dem var ret så vigtig. Vi havde totalt forskellige drømme om fremtiden, mere præcist, havde jeg været skruk siden jeg var 13, og han ville virkelig, virkelig, VIRKELIG ikke have børn.
Det er ikke det bedste udgangspunkt for et forhold, og der er mange kapitler i historien frem til nu, som jeg vil fortælle om undervejs. Men situationen er nu den at jeg, efter aftale, snart smider p-pillerne. Og det er hammer svært for os begge. Det er her bloggen kommer ind. Der findes sider på nettet hvor man kan snakke med andre, både som kvinde og som mand, men det er virkelig svært at have et sted hvor man kan stille de grimme spørgsmål uden at blive dømt for vildt. Mænd skal bare være taknemmelige for at kvinder gider føde deres børn, og naturligvis skal de være 300% involveret, ellers bliver deres mande-klub-kort inddraget. Der er dukket mange ting op i denne proces som min kæreste deler ærligt med mig. Triste ting, svære ting, virkelig nederen ting, som vi ikke har kunnet finde svar på. Der findes ingen bøger for mænd der laver børn for deres kærestes skyld, allerhøjest er der bøger om mænd der havde svært ved det i starten, men pludselig så lyset og nu er lille baby Olivia bare det smukkeste og det bedste i verden.
Jeg aner ikke om den lange bliver sådan. Jeg håber det så inderligt! Men indtil da kan han ikke bruge den slags bøger til noget for han kan ikke relatere til de følelser. Vi prøver os frem hele tiden, og vi aner ikke hvordan det ser ud om et halvt år. Eller i morgen.
Denne blog bliver et ærligt indblik i projekt baby når manden egentlig hellere vil forblive to. Den bliver fyldt med vores kampe, frustrationer og tanker. Den bliver forhåbentlig også fyldt med små sejre og små positive udviklinger.
Og hvem ved? Måske også en baby en dag!
<3
